fiskefond fladfisk

Fiskefond på 60 minutter (til din fiskesauce)

Fiskefond på 60 min er faktisk et ret godt tids/kvalitets forhold. Det tager ikke længere tid, fra du starter med at rense fiskebenene, til du er færdig og står med din fiskefond i gryden. Det smager lækkert, og gør det nemt at lave en fiskesauce til din fiskret. Du skal bare lige have fat i nogle fiskeben fra en fladfisk – spørg en fiskehandler dagen før, så lægger han/hun nogle til side til dig, når der fileteres fisk om morgenen hos fiskehandleren.

Du skal brug:

2 kg fiskeben fra en fladfisk (rødspætte, rødtunge, pighvar, slevthvar, skrubbe m.m.). Blodet skal være vasket bort. Du kan udskifte nogle af benene med fiskehoveder.

1 porre

1 stort løg

2 fed hvidløg

2 laurbærblade

8 sorte peberkorn

1 stor gulerod

1 stang selleri

1 pænt stort glas hvidvin (to hvis du også lige skal vandes)

1 håndfuld champignon

2-3 stilke citrontimian (eller almindelig timian)

4 stilke bredbladet persille

20 gram smør

Sådan gør du:

Smelt smørret i en gryde og grøntsagerne – som nu er rengjorte og i grove stykker – lægges ned i gryden. Svits det i to minutter. Hæld hvidvinen over. Når det koger flot igen skal alle de rengjorte fiskeben i gryden. Hæld kold vand over indtil det dækker. Kog op og skum fonden af for urenheder, hvis der kommer noget på overfladen. Når fonden har kogt ved lav blus i 20 minutter slukker du for varmen. Lad det stå i 15 minutter, hvorefter du hælder fonden igennem et fintmasket klæde.

Fiskefonden kan piskes op med lidt smør (usaltet) eller fløde, hvorefter du har en lækker fiskesauce.

Noter om maden – prøv at koge et par tomater med (specielt hvis det skal indgå som en sauce i noget har sydeuropæiske noter) eller tilsæt evt. fennekel og kørvel, hvorefter du kan få noget lakridsagtigt ud af din sauce.