Jordskokkesuppe med citron, torsk og røget bacon

Jordskokkesuppe med torsk

En uhyggelig velsmagende ret de kolde vinteraftner. Og så kan den laves forholdsvis hurtigt. Men den kan også laves lidt mere elegant og så egner den sig fint til gæstemad – evt. nytårsaften, hvor torsk jo som bekendt er en ret central ingrediens.

Du skal bruge (4 personer):

Ca. 500 gram skrællede jordskokker

3-4 skrællede kartofler

1 stort løg

1 fed hvidløg

¼ liter fløde

2 citroner

1/2 dl æbleeddike

Nogle gode skiver røget bacon

500 gram torskefilet

1 l (god) hønsebouillon (må indrømme jeg ofte bruger knorr el. anden købt bouillon)

1 lille håndfuld frisk timian, og gerne citrontimian

Sådan gør du:

Kartofler og jordskokker skæres i tern. Løg og hvidløg hakkes. Det hele svitses i en stor gryde i lidt olie – inkl. det meste af din timian.

Hæld den opvarmede bouillon over og kog indtil alt er mørt. Blend grøntsagerne i gryden med en stavblender eller i en blender. Hæld fløden og saften fra en citron i suppen og bring suppen til kogepunktet. Tilsæt 1 spsk. eddike. Lad simre i ca. 10 minutter.

Sæt bacon over på en pande. I mens steger du din torskefilet ved ret høj varme for at få lidt stegeskorpe. Den ikke skal have ret lang tid, da den til sidst også får tilberedningstid fra den varme/kogende suppe.

Smag suppen til med salt, peber, eddike og evt. citron.

Ved servering placeres 1-2 stykker fisk i midten af en dyb tallerken. Hæld suppen henover fisken. Drys med små stykker af den ristede bacon, frisk timian og friskkværnet sort peber.

I glasset har du en lidt små-fed vin som passer til jordskokken. Chardonnay vil være et klassisk træk. Vi drak dog senest en Pouilly-Fume (sauvignon blanc) som med citrus og syre bryder  godt med den meget fede suppe.

Noter om maden

Hvor cremet din suppe skal være er helt op til dig selv. Du kan bruge knap så fede mælkeprodukter til legeringen, men du kan også bruge markant mere, end hvad der bruges her.

Hakket purløg gør sig også godt ovenpå den færdige suppe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *