Lynstegt lammehjerte med krydderurter og spæde rødbeder

Lammehjerte er ikke det mest brugte stykke kød i mit køkken, men forleden opstod muligheden. En relativ nem og lækker spise blev udtænkt. Her lidt som en salat og måske som frokostret.

Du skal bruge (lille forret eller hapser):

1 lammehjerte per 2 personer

2-3 spæde rødbeder per person

1 håndfuld salvie

2x stang rosmarin

3x stang citrontimian

2 fed hvidløg per hjerte

Skallen af ½ citron per hjerte

God olie, salt og peber

Sådan gør du:

Hjertet skal først ligge i koldt vand i 10-15 minutter. Imens kan du klargøre rødbederne.

Lad rødbederne beholde lidt af toppen imens du koger dem. Alt efter størrelse skal de have 5-8 min i saltet vand. Når rødbederne er færdige skrubber du skindet af under koldt vand. Derefter hælder du 1-2 spsk. honning og balsamicoeddike ud over rødbederne. Lad det stå og trække imens resten af maden laves.

Rens hjertet og slut med at skære fedt og scener af. Derefter skæres hjertet i tynde skiver. I midten af hjertet skærer jeg lige nogle tråde af, men det er sikkert bare mig, som er lidt tøset når det kommer til indmad.

De tynde skiver af hjerte skal i en pose, hvor du hælder lidt olie, revet hvidløg, revet citron, citrontimian og salt & peber i. Lad det trække i 30min.

Find to pander frem. De skal være meget varme. På den ene skal rødbederne på. Her må du rigtig gerne se om du kan få lidt farve frem og få honningen til at karamellisere. Men gør det forsigtigt. Hak en stang rosmarin fint og rul rødbederne i de små stykker.

På den anden pande skal hjertestykkerne lynsteges. Efter 2-3 minutter tilføjer du grofthakket krydderurter: salvie, rosmarin, lidt ekstra hvidløg og gerne lidt mere citronskal. Husk salt og peber.

I glasset har du en lidt nedkølet rødvin. Gerne på pinot noir fra Europa – eller et glas Barbaresco eller måske en Barolo fra Verduno.

Noter om maden – server retten med masser af bitre salater og et godt stykke brød til, så har du pludselig en virkelig lækker frokost til sommerterrassen.