Rillettes af svin

Hjemmelavet rillettes af svin til julefrokosten

Rillettes lavet af svin altså svinerillettes er en nem og oplagt ret til frokostbordet. Det er den franske sylte og du kan lave den på et utal af måder. Nedenstående er inspireret af en opskrift fra kogebogen Bistro (af Stéphane Reynaud). I øvrigt en af mine absolutte favorit kogebøger inden for mad.

Det skal du bruge:

1 kg nakkekam

1/2 kg svinebryst/svineflæsk

1 kg svinefedt (jeg bruger Palmin)

4 store løg

3 lauerbærblade

3 stængler frisk timian og salvie

3 fed hvidløg

1 stang rosmarin

1 flaske hvidvin

Salt og peber

Sådan gør du:

Skær kød i i terninger og løgene i skriver. Pas på kødterningerne ikke bliver for små.

Start med at smelte 700 gram svinefedt, og tilsæt krydderurter, kød og løg. Til sidst hældes to glas hvidvin over. Dine krydderurter kan du med fordel samle i en thepose. Det gør det nemmere at fiske det hele op igen.

Lad blandingen simre for svag varme i 5-6 timer – undervejs tilfører du svinefedt og hvidvin efter behov. Husk selv at smage på hvidvinen – du skal jo lige være sikker på, at den er tør og dejlig. Kødet må ikke koge.

Efter 4 timer begynder du at smage til med salt og peber. Når kødet falder fra hinanden uden modstand er kødet ved at være parat til næste fase. Her tager du kødet op med en hulske, og lægger det i stor skål, hvor du med et par gafler trækker kødet fra hinanden og smager til med salt og peber.

Sigt fedtet og lad både kød og fedt køle lidt af. Pres kødet ned i nogle forme og hæld fedtet over til sidst. Denne lukning er også med til at sikre konserveringen. Men ellers skold fine forme først og skyld dem med atamon, hvis du ikke skal bruge din svinerillettes inden for den nærmeste fremtid.

Svinerillettes

I glasset har du enten en rødvin med struktur fra bordeaux, en hvidvin med syre eller en tjekkisk pilsner, som også kan gøre det med en fed rillettes.

Noter om mad. Rilettes kan også laves med and, det smager fantastisk. Begge dele spiser du med grov rugbrød, en stærk sennep fra Dijon og hjemmesyltede rødbeder eller asier.

Jeg har flere gange lavet det alene med en nakkekam på 2 kg. Den bliver måske knap så fed, som hvis du også bruger flæsk – men den er stadigvæk virkelig lækker. Du kan med fordel også tilføje 3-4 fed hvidløg under kogetiden.

Det ser faktisk ikke specielt godt ud, når du laver det – men det smager fantastisk!!!

En lidt anderledes serveringsmetode er at putte en spiseskefuld ind i en æbleskive.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *