Stegte sild i eddike til julefrokost

Stegte sild i eddike med gulerødder og løg – inspireret af Restaurant kronborg

Steget sild i eddike til julefrokosten er et must, og Kronborg serverer en af byens (København) bedste julefrokoster, så da jeg snublede over en sildeopskrift fra deres køkkenchef, blev den hurtigt afprøvet og endte med at se sådan ud som nedenstående på Gastroland julefrokostbord.

Du skal bruge:

10 hele og friske sildefilletter

1 stor bund persille

1 stor bund dild

1 dl. Dijonsennep

Rugmel og rasp

6 dl eddike

6 dl vand

6 korianderfrø

1 lille tørret chili

3 laurbærblade

6 sorte peberkorn

150 gram brun farin

6 nelliker

3-4 gulerødder hakket i skiver

3 store løg skåret i skiver

Kapers

Sådan gør du.

Start med at lave din lage. Bland eddike, vand og de hårde krydderurter i en gryde inkl. den.brune farin. Kog op og lad småkoge i fem minutter. Tag gryden af og tilsæt gulerødder og løg.

Imens lagen køler lidt ned starter du med at rense dine fisk. Husk de skal tørres med køkkenrulle bagefter.

Hak din persille og dild godt. Der skal være nok til at ca. en god spiseskefuld kan komme i hver sildefillet. Smør det indvendige af sildefilletten med sennep – ca. en teskefuld per sild. Put derefter krydderurter i og drys med lidt salt og peber.

Vend dine sild i en blanding af rasp og rugmel – jeg bruger lidt mere rugmel end rasp. Steg sildene i en varm sjat smør tilsat lidt olie. Husk at holde sildefilletten let nede med en gaffel, når den kommer på panden, derved sikrer du, at varmen ikke bukker silden.

Lad sildene svømme i din lage i minimum 24 timer inden servering – men hvis du har travlt, så kan du godt lave det hele en lørdag formiddag og nyde silden til frokost.

Serveres på groft og godt rugbrød.

I glasset har du en øl – jeg tager gerne en IPA som med øllens friskhed står godt til sildens syrligheden. Snapsen knækker fedmen.

Noter om maden – prøv med lune stegte løg til serveringen – det bliver det ikke ringere af!