Tag-arkiv: Fleisch

Fleisch – smørrebrød og kød midt i Kødbyen

Med et navn som Fleisch er det ikke den store overraskelse, at der ligger kærlighed til kød bagved. Fleisch er navnet på en kombineret restaurant og slagter, som ligger lige midt i Kødbyen, København. Selvom Fleisch kan dateres nogle år tilbage, så var det først forleden, at jeg fik afprøvet stedet.

Det var en frokost, hvor en min medspiser og jeg netop skulle have dels lidt klassisk spise, men vi jagtede også, hvad vi håbede ville vise sig at være et højt niveau – og måske med et lidt utraditionelt snit.

Frokostkortet består af smørrebrød. I køledisken står der en række af allerede færdige ”rugbrødsmadder” – og de ser alle så lækre ud, at det faktisk er lidt svært at beslutte sig. I fællesskab fik vi spist os igennem æg & rejer, tatar, hønsesalat og en roastbeef. Niveauet er højt! Tilbehør (remoulade, stegte løg med mere) er hjemmelavet og kødet er lækkert!

I hanerne blev vi budt på tysk øl og henimod slutningen blev vi af den dygtige servitrice præsenteret for et par udvalgte desserter. Her faldt valget på ”Baked Alaska”.

På baggrund af denne fredag, så ligner Fleish mest en restaurant, hvor råvarer fremvises (lidt i samme princip som Mash også har kød hængende i deres restaurant), men i køledisken finder du nu også nogle af de flotteste skanke som jeg nogensinde har set og montren bugner også med andet flot kød og hjemmebagte leverpostejer. Generelt ser det bare virkelig godt ud!

Vi havde afgjort en rigtig god frokost midt i kødbyen omgivet af kød i alle afskygninger! en oplevelse som varmt kan anbefales, hvis du ellers er til smørrebrød og kød!

Lur mig om Fleisch ikke skal genbesøges en aften, hvor vi går all-in i en kød-menu og slutter af med et par cocktails – og inden da skal slagteren naturligvis afprøves.