Tag-arkiv: kylling

Sjov og mad i London – et par tips

Efterårsferien er ofte et tidspunkt, hvor fornuftige mennesker drager sydpå for at få årets sidste solstråler på kroppen. Hos os blev det hurtigt fastlagt, at vi i år skulle på storbyferie. I Nordeuropa. Børnene er store. Faktisk så store, at de både flytter hjemmefra og så hjem igen, så hypotesen var, at vi faktisk alle ville få nogle fantastiske dage i London.

Efter min bedste overbevisning er London en storby i den absolutte verdenselite. I Europa er der reelt få byer, som kan følge med. Og programmet, som vi fik sat sammen, afspejlede også mange forskellige aspekter af London – og mange forskellige interesser.

Fra onsdag middag til søndag middag tilbragte vi fire dage i London. Dagene var pakket med en musical (The Commitments), en fodboldkamp (Tottenham-Liverpool), en Harry Potter tour (Warner Brothers Studio), en komplet afternoon tea seance, masser af timer med at gå rundt og se på bydele, bygninger og mennesker, en tur til Notting Hill for at finde en lokal boghandler fra filmen af samme navn, samt mange timer i butikkerne (der brugte pigerne så mere tid end drengene).

liverpool

Rundt om alle disse aktiviteter ligger de elementer, som er hjørnestenene i enhver rejse: mad & drikke. Nogle af de bedre oplevelser, som vi havde os på turen, kommer her:

Pubs – du skal naturligvis på pub og have en ale og en lager – i de mange afskygninger, som englænderne så flot laver. Pubs er livsnerven i London. Der ligger rigtig mange af dem (men jeg tror faktisk, at Dublin har flere pubs målt per capita). Flertallet af disse er gode og hyggelige steder med dejlig øl og simpel, men ganske fin mad. Pale Ales er generelt en af mine favoritter, men ellers skal jeg ganske enkelt have en London Pride fra Fuller, når jeg er i London. Vi prøvede mange fine pubs på turen. De kan absolut godt bruges til andet og mere end et vandingshul/pit-stop, og vi fik da også nydt en frokost et par gange på forskellige pubs. Fish n Chips gik som vand i ørkenen, de gange vi spiste på pubs. Men også ”Bangers n Mash”, burgers og steak pies fik vi spist os igennem. En rigtig hyggelig pub fandt vi i Notting Hill. Så hvis din kæreste (eller dig selv) absolut BARE MÅ se den boghandel fra Hugh Grant filmen, så tilbyder du, som den perfekte gentleman du naturligvis er, at holde på alle indkøbsposer og pakker, imens kæresten (og børnene) tjekker boghandlen, og du tjekker pubben Hillgate imens. Det er win-win.

Et alternativ til frokost på pubben er bl.a. de food markets, som der ligger rundt omkring. Vi var så fantastisk heldige, at vi boede på en gade, hvor de stillede op til frokost med forskellige boder. Søvnmæssigt betød det dog, at der var meget larm tidligt om morgenen, for at få boderne op. Men derefter var der frit valg mellem pulled pork burgers, alm. burgers, pitarulle med confit canard eller kylling, paella og meget meget mere – og det var kvalitet hele vejen igennem. En super fed oplevelse. Vi boede (Airbnb) på Rupert Street, og de står der fra torsdag til lørdag. Dog er udvalget er mindre om lørdagen. Hvis du får lyst til pulled pork, så finder du Gastrolands bud på to forskellige metoder her.

street food london pulled pork london

På et eller andet tidspunkt skal den klassiske engelske morgenmad indtages. Vi boede i Soho, og meget naturligt endte vi på en lokal cafe: Balans Cafe, Soho. Vi fandt senere ud af, at der er flere af disse rundt omkring i London, men det ændrer ikke ved, at vi her fik en rigtig god morgenmad. Vi prøvede både den klassiske full english breakfast, en sausage og æg sandwich samt en version af Egg Benedicts. God kaffe og god morgenmad. Kan klart anbefales. En fortolkning af den engelske morgenmad finder du iøvrigt lige her på Gastrolands brunchpizza.

Den bedste og sjoveste madoplevelse, som vi havde, er der relativ stor enighed om i familien. Dog ikke enstemmighed, da den lille er meget glad for for fish n chips. Men ellers fandt vi favoritoplevelsen i Kingly Court. En stor gårdhave bag Carnaby Street, hvor 5-8 forskellige restauranter holder til. Vi fik et bord på Whyte & Brown.

WB2 brown n whyte

En restaurant som kun laver mad, hvor kylling indgår. Det er fritgående kyllinger fra et sted lige uden for London, og de laver retter fra forskellige køkkener – dog med samme rene stil på tværs. Vi startede med lidt snacks, hvor vi bl.a. fik kyllingeskind og majskorn og bevægede os derefter over i souvlakis, grillet kylling, løg- og kyllingeburger (fars) med forskellige tilbehør til. Det smagte lækkert, konceptet holder helt og restauranten er rå, men stilrent indrettet. En stor anbefaling herfra! Hvis du lyster en gang gammeldags kylling med sovs, kartofler og agurkesalat, så er der en opskrift lige her.

kylling på tallerken 1

Du må ikke tilbringe megen tid i London uden at besøge en indisk restaurant. Der er absolut mange af dem i gadebilledet, og mange af dem er lækre. Vi endte på restaurant Imli Street i Soho, som ligger på Wardour street i Soho. Der fik vi fantastisk indisk mad med masser af raita, forskellige naans, lammeskanke, forskellige ris og tandoori kylling. Vi sluttede i øvrigt af med æble crumble til dessert, som var fantastisk.

Der går ikke lang tid før, vi skal til London igen – et sikkert valg!

3 x Spansk Tapas: Pollo al Ajillo, Tomatbrød og Tortilla

Der var friske landæg fra æggepusheren forleden – og det betyder løbende spansk tortilla. Det er lavet før, og du finder en opskrift her, hvor den også er med svampe. Men ellers er den hurtige og klassiske version a la Gastroland:

  • Find verdens farligste maskine frem: mandolinjernet. Snit 5-6 større kartofler (ca. 10 æg).
  • Snit et løg.
  • Løg og kartofler skal på panden med lidt hakket hvidløg, røget paprika (3 spsk.) og en pæn sjat olie.
  • Efter 20 minutter – eller deromkring – er de råstegte kartofler færdige.
  • Hæld 8-10 sammenpiskede æg udover og fordel.
  • Når der er hård kant på din torilla, så skal den forsigtig skubbes over på en stor tallerken (jeg bruger et pizzafad).
  • Panden og pizzafadet samler du, så du kan vende tortillaen ud på panden.
  • Giv den et par minutter.
  • Færdig
  • Server med frisk chili og koriander.

tortilla løbende

Det er en absolut klassiker, og det er smag i særklasse!

Forleden blev den kombineret med to andre klassiske spanske tapasretter: Tomatbrød og kylling i hvidløg.

Tomatbrød er en nem servering. Find er brød frem, som har et par dage på bagen. Rist det i ovnen. Gnid et hvidløg på den side, så det bliver revet. Tag ren solmoden tomat, skold den gerne, og gnid tomatten godt ind i den ru side oven på det revne hvidløg.

Pollo al ajillo er heller ikke det sværeste dyr i junglen at få fanget. Kyllingelår marineres i hvidvin, timian og hvidløg. Svits den på panden med en masse hvidløg og slut af med at have den i ovnen indtil lårene sidder lige i skabet. ABC-opskriften finder du her.

kylling på pande med hvidløg (poll al ajillo

Det hele serveres gerne med en simpel grøn salat og en god spansk rødvin. Vi drak en Jaros fra Ribera del Duero.

En nem og lækker ret til en fredag eller lørdag aften. Tapasbordet kan med fordel udvides til at indeholde lidt spanske oliven, manchego ost og spansk pølse. Så er der ikke et øje tørt!

Skål og velbekomme.