Tag-arkiv: Michelin

Postkort fra Malaga – Sol, strand, tapas og masser af foie gras

Kæresten og jeg drog til Malaga, Spanien, på en forlænget weekend primo september. Valget faldt på Malaga, da vi jagtede en semi-storby, som både kan fremvise sol, strand og dejlig mad. De mere klassiske løsninger (hjemme hos os) på denne kombination er ellers Barcelona eller Nice, men denne gang blev Sydspanien valgt som destination.

Vores forventninger blev til fulde opfyldt; og vi tilbragte fem dejlige dage med stand, sol, by og masser af dejlig mad.

Vi startede med en frokost på Uvedouble Taberne. UT ligger på Cister Calle tæt på marinaen, og kan i den grad demonstrere en ny og opdateret version af tapas-universet. På UT oplevede vi for første gang, at der er foie gras på rigtig mange menukort i Malaga. Det hænger sammen med, at Malagas hovedbidrag til vinfolket er de søde vine, som bl.a. laves på Moscatel – den vin kalder på fedme, og det har de forstået i Malaga.

iberian-pork-uv_malaga foiegrass-uvedouble

Til den øvrige del af frokosten drak vi en El Paraguas, Atlantico, Ribeiro fra 2015 til  22 Euro. En ganske enkelt fantastisk sprød hvidvin, som gik rigtig godt til de øvrige retter. Desværre kan den ikke købes i DK.

malaga_svaerdfisk

Af andre tapas på UT blev vi blandt andet forkælet med sværdfisk cerviche; stegt Iberian gris med Padron peberfrugter, patatas brava og et par desserter med bl.a. cheesecake og jordbær.

Uvedouble er ganske enkelt et must, hvis du er i Malaga!

En anden lækker madoplevelse var vores frokost på et af spisestederne ved standen. Vi holdte til på stranden bag havnefronten (Malagueta), hvor restauranterne grillede fisk på spyd. Her nød vi en super simpel frokost med grillede sardiner og en grøn salat til (og en kold flaske husets hvidvin). Det skal ganske enkelt prøves!

strand-malaga sardiner_malaga

Malaga er ejer af en enkelt restaurant med en Michelinstjerne. Vores erfaring med stjerne i Spanien har været yderst positive (se postkortet fra Madrid her); hvorfor det naturligvis også skulle prøves i Malaga. Her hedder restauranten Jose Carlos Garcia. JCG ligger på havnefronten; og er uden tvivl en af de flotteste restauranter, som jeg har været på. Cementgulv, rustikke borde og en hel væg som alene består af grønne planter.

jcg2_malaga jcg_malaga

Pga. skaldyrsallergi hos kæresten kunne vi ikke springe på tastingmenuen, så vi valgte det, som JCG kalder for ”soft menuen”. Den står i 60 Euro og består af fire retter plus et par snacks. Hertil drak vi vin på glas. Maden var god, men ud af de fire retter var det kun to, som reelt løftede sig til Michelinniveau.

jcg_malaga-fisk

Udvalget af vin på glas var også meget begrænset. De har to røde og to hvide. Vi fik nogle fine vine, men det var ikke genialt. Regningen lød på 220 Euro – inkl. cava i starten og kaffe med chokolader til slut – det kan jo omvendt heller ikke kaldes for voldsomt, men reelt kunne de penge være givet bedre ud på f.eks. UV.

Derudover besøgte vi mange mindre tapassteder over dagene. Generelt var niveauet højt og konklusionen er, at Malagas tapassteder ganske enkelt har styr på det!

Vi fik på en enkelt restaurant kastet os over mere foie gras og vine fra Malaga. Det var på Cafe de L’abuel, hvor vi først fik en en foie gras ret med jordbærmarmelade og balsamico.

foie-med-gedeost_malaga foie-med-pommes_malaga

Det var lidt som en tidsmaskine at spise og se tallerkenen: firkantet og med balsamico rundt om siderne, men det smagte jo godt – selvom jordbærmarmeladen nok var til den meget søde side. Den næste ret blev baseret på en anbefalingen af tjeneren. Her er vi ude i det lidt mere vulgære: en stor portion hjemmelavet og grove pommes fritter som toppes op med stegt iberian gris, to store og tykke skiver foie gras og til sidst et spejlæg på toppen. Det smagte himmelsk J

En af de sidste dage fandt vi også det lokale marked. Det opfylder til fulde alle ønsker alle gastrofile m/k kan have med masser af frugt, kød, skalddyr og grøntsager i bunker i de tre torvehaller, som udgør Mercado Central de Atarazana.

mercadoii-malaga mercado_malaga

Hvis du kommer forbi Malaga, så er ovenstående steder absolut et besøg værd, men ellers prøv den hyggelige og travle Cortilja de Pepe (ved Plaza Merced) hvor de griller små pølser på en lille grill i baren og servere lækre fyldte peberfrugter; eller tag forbi den klassiske tapasrestaurant Taberne Del Siglo, hvor de har Juve Camps på glas; eller måske El Tres, som har helt styr på deres gazpacho – og i øvrigt ligger lige ved stranden på Plaza Malagueta. Omvendt er der ingen grund til at besøge El Pimpi, som du ellers støder på, når du læser om madsteder i Malaga – det er ganske enkelt for turistet.

Skulle du ikke have ferieplaner i den nærmeste fremtid, så finder du her et par gode og nemme opskrifter på lidt tapas: De spanske kødboller (Albondigas) samt tortilla og tomatbrød. Det er ikke helt som at være der selv – men tæt på…

tortillas2

Stjerner over Madrid

For cirka to år siden besluttede vi os for at besøge Madrid. Det viste sig at være en super god beslutning, da byen – hvis vi lige ser bort fra havet & stranden – har alt hvad Barcelona kan byde på, og så lige den der ekstra storbys dimension med enorme pladser,  boulevarder kombineret med et kongeligt touch.

Ud over at byen er nem at færdes i, har mange gode restauranter, tapassteder og vinoteker, så ligger den også inde med et pænt antal stjerner. Valget faldet for to år siden på Diverxo, som dengang var den lykkelige ejer af en stjerne.

Besøget på Diverxo viste sig at være intet mindre end sublimt. Maden er generelt fusionsbaseret med et asiatisk touch – og kreativiteten var helt i top, da vi besøgte restauranten. Der var blodpølse og svineøre på menuen, og hele tiden var serveringerne bare lidt anderledes. Da vi var færdige med menuen og prøvede at komme hjem til hotellet igen (dengang lå Diverxo gemt et godt stykke fra centrum), blev vi enige om, at denne madoplevelse var blandt de bedste, vi nogensinde havde prøvet. Og sådan husker jeg iøvrigt stadigvæk oplevelsen.

Da vi i år besluttede at genbesøge Madrid, var det derfor oplagt at genbesøge Diverxo. Desværre for os (men godt for Diverxo), viste det sig, at de sidste år var gået fra en til tre Michelinstjerner og efterfølgende havde besluttet at skifte adresse, og fremover skal huses i et stort og eksklusivt hotel i midten af Madrid. Desværre var de netop ved at flytte i den periode, hvor vi var i Madrid. Ergo, skulle vi finde andre stjerner at se på. Det kommer vi tilbage til.

De tre dage blev planlagt, så vi startede med et besøg på en Bib Gourmand. Valget var faldet på Las Tortillas de Gabino. Besøget endte med at være en blandet fornøjelse, med et par rigtig gode højdepunkter, men desværre også en knap så spændende hovedret og lidt kedelig dessert.

Konceptet på Las Tortillas er lidt samme stil, som vi kender fra mange nyere restauranter i det københavnske: mindre retter og/eller som kan deles. Da vi spurgte om, de reelt var en opdateret tapasbar, blev dette dog benægtet.
Vi startede med en klassisk tortillas, som blev serveret med løbende æggemasse. Det var en lækker begyndelse, og forventningerne steg kraftigt. Anden servering var stegt tun i en sauce med gulpeber. Meget rustikt og meget lækkert.

Men herfra gik det desværre lidt ned ad bakke. Vores ellers venlige tjener havde anbefalet dagens hovedret: rå tun med piementos, så denne anbefaling fulgte vi. Desværre var den rå tur med en temperatur på 26-28 grader for varm, dertil kom, at kokken ikke havde befriet fisken for sener. Absolut ikke en fornøjelse, som vi måtte sende ud igen – uden at der blev spurgt ind til, hvorfor mere end halvdelen af retten gik retur.
Den søde del af menuen var ok, men uden at være prangende på nogen måde.

Vi drak en lokal vin til menuen fra bodegas Maranones, Picarana. En skarp hvid vin med stærke tone – men som delte bordet i to.

Lørdagen var Michelin-dag. Frokostbord var bestilt på El Club Allard, hvor vi gennem en ni retters tasting menu plus velkomstsnacks skulle afprøve, hvordan to stjerner i Madrid smager. Den korte konklusion er, at de to stjerner smager fantastisk. Menuen var kreativ, velsmagende, grænsesøgende – men alligevel med et afsæt i definerede råvare.

Vildtlever, forklædt som trøffel i røg og damp var første rigtige del af menuen. Den blev fulgt op af bl.a. kold kirsebærsuppe med sildeæg, og braiseret lammeskulder af kid kombineret med tandoori-tilbehør.

lever allard

Vinmenuen bevægede sig hovedsageligt indenfor Spanien, hvor cava fra Juve&Camps klædte en butterfish/hvid asparges shot, en tør hvid sherry fra La Panesa fulgte med en sublim kombination af æggeblomme, kartoffel & serranoskinke og en rødvin med masser af kostald fra Terruno brød med lammeskulderen.

kirsebær allard

Den svageste del af menuen var desserten, men vi var dog stadigvæk på et højt niveau.

Club Allard var en rigtig lækker oplevelse. Og ja, der er typisk forskel på 1 stjerne i København og 2 stjerner i Madrid – det var den tydelige konklusion. En anden konklusion var også, at det er billigere at tilbringe tre-fire timer på en to stjernet restaurant i Madrid end at tilbringe en aften på mange gode restauranter i København – og da specielt, hvis den danske skal have stjerner.

Den sidste dag/aften stod den på tapas. Her kan kvarteret omkring Calle Cava Baja klart anbefales, som er en gade med tonsvis af tapas- og vinsteder. Vi endte blandt andet på El Tempranillo efter en anbefaling fundet på The Guardian. Lækker tapas og gode vine på glas, men underligt nok det eneste sted, som var HELT tom på Calla Cava Baja, da vi ankom ved 22-tiden. En helt igennem pudsig oplevelse.

el tempronillo

Madrid – dit næste valg, når du drager til Spanien næste gang! Og start med at besøge Diverxo, men tag også lige et smut forbi El Club Allard. Tvivler på at du vil fortryde det!