Tag-arkiv: okse

tapas sevilla

Postkort fra Sevilla – tapas & sherry i fantastiske omgivelser (Del 2: Sevilla og tapas)

Nu har vi styr på, hvordan du kommer til Sevilla, og hvad du drikker, når du henkastet står ved baren i de gamle bodegaer (Se Del 1 hvis du allerede har glemt det). Nu skal der mad på bordet! Både tapas, en enkelt Michelinrestaurant og desserten som du slutter af med, når du vakler igennem de mørke gade sidst på natten glad og fornøjet efter en aften i denne dejlige by.

Sevilla og Tapas

Sevilla og tapas er som ærter og gulerødder – som Forrest Gump ville sige. De lokale er glade for deres tapas – meget glade; og selvom jeg efterhånden har været mange steder i Spanien, så er det her stedet, hvor jeg tror, at der er flest tapassteder i forhold til byens størrelse. Vi prøvede mange steder og fik virkelig dyrket konceptet med et lille glas ”et-eller-andet” kombineret med en lille bid mad og så videre til det næste sted. Generelt er niveauet højt, men pas lidt på stederne som ligger lige op ad katedralen og rundt om. Niveauet er ok der, men kvaliteten er dog mærket af de mange turister og er generelt lavere (lidt mere neutralt), end hvis du går lidt væk fra området.

De fem bedste tapasoplevelser var (i tilfældig rækkefølge):

El Rinconcillo er ifølge skrifterne det ældste tapassted i byen. Der er både en lille restaurant og en bar. Vælg baren, som dog også har nogle siddepladser. Ved baren bliver du serviceret af alvorlige ældre mænd, som naturligvis er ulasteligt klædt i sort og hvidt! De holder styr på din barregning med kridtnoter direkte på barpladen foran dig. At de så også har styr på maden (fik bl.a. super velstegt svinemørbrad som vi delte) og et imponerede sherrykort med over 30 forskellige sherry på glas og nogle spændende vine fra lokalområdet (bl.a. Garum fra Cadiz) gør det jo ikke dårligere. Prøv Iberico med Oloroso og lidt manchego. Alene på baggrund af sherrykortet kom vi faktisk her to gange henover de tre dage.

Rinconcillo sevilla tapas sevilla

Vineria San Telmo på Paseo Catalina de Ribera byder på velkomponerede og lidt anderledes tapasmuligheder, hvor der også var lidt nordafrikanske toner i et par af serveringerne. Her har de også et afvekslende sherrykort. Absolut et besøg værd!

tapas sevilla tapas sevilla

Delikatessebutikken Maestro Marcelino ligger i nærheden af katedralen, men dog trukket lidt væk fra the beaten track, hvor den ligger stille og roligt på Calle Hernando Cólon. Her bydes på et udsøgt udvalg af skinke og sherry. Der er ikke meget plads, men væbnet med lidt tålmodighed (og et glas Manzanilla i hånden) får du hurtigt et lille bord. En sikker favorit her!

tapas sevilla tapas sevilla

Bodeguita Antonio Romero ligger et stenkast fra tyrefægtningsarenaen, og er dermed et oplagt emne til et efterfølgende stop, når I skal have depoterne fyldt op. Menukortet er lækkert. Vi fik nok turens bedste tortilla her, men også deres torsk med tomat var virkelig lækkert – og der er masser af sherry her også.

tapas sevilla sevilla tapas

Casa Morales må du ikke snyde dig selv for. Ældgammelt, proppet og forvirrende. Men med store gamle lerfade, som i gamle dage blev brugt som vin/sherryfade. Slidt og brugt, men med charmerende udsmykning, et solidt sherrykort og gode tapas er Casa Morales et sted, som skal opleves.

tapas seafood

Vi blev anbefalet Restaurante Casa Robles (Calle Alvares Quintaro) af tjenerne på Maestro Marcelino, da vi spurgte om den bedste seafood i nærheden. Restauranten ligger faktisk tæt på katedralen, og priserne er også lidt høje. Men til gengæld fik vi super lækre seafood-tapas og en lækker lokal hvidvin.

Michelin

Casa Robles og Reconcillo er begge anbefalet i Michelin Guiden, men Sevilla har også et enkelt spisested med en stjerne. Det drejer sig om restauranten Abantal, hvor du for forholdsvis få penge får et varieret bud på spændende menu. Det koster 100 Euro, og de tilpassede menuen så skaldyrsallergien hos min medspiser blev respekteret. Sammen med menuen fik vi en vinmenu, og her spurgte de ind til præferencer, for at få det til at passe sammen.

Michelin sevilla michelin sevilla

Servicen og maden på Abantal er helt ok. Efter danske standarder ville det være en lille stjerne, men generelt er der her garanti for en flot aften. Vi fik en rødvin til hovedretten, som deres sommelier ellers var slemt glad for, men da vi midtvejs i retten alligevel syntes den manglende syre fandt de hurtigt en anden vin frem. Abantal kan varmt anbefales – også for at prøve noget andet, hvis du har 3 eller flere aftener i byen.

Churros

Når du går hjem om aftenen, så er du helt mæt. Alle ens sanser er blevet udfordret, og faktisk kan du ikke klare mere – MEN der en ting mere, som du skal prøv. Indtil Sevilla så opfattede jeg Churros som nogle rør af dej, som har været i den gyldne brønd. Har fået flere gode rør, men har aldrig siddet lige i skabet…..SÅ kom vi forbi Sevilla, hvor vi fandt en enkelt churro-bod, hvor det ikke laves som rør, men som små kugler (æbleskiver). Bare at se hvordan dejen kommer ud at maskinen, og ”churro-kokken” med en saks klipper dejen over, så de små kugler falder ned i den varme olie. Vi fandt den lige overfor katedralen på Calle Alemanes.

Churros nutella Churros i sevilla

Opskrifter

Har du ingen planer om en tur til Sevilla inden for de næste par uger, så kan du her finde nogle ideer til tapas, som du kan lave hjemme i dit eget køkken – og husk at skænke lidt tør sherry til retterne eller find inspiration i Wine Country.

Hellefisk som tapas – inspireret af besøget på Romero i Sevilla.

Oksehale som croquetas – inspireret af de mange oksehaler i Sevilla.

Tomatbrød og tortilla – som altid skal på tapasbordet.

 

Okse – soya – chili; og et besøg på Marchal

Januar er måneden, hvor der skal tabes nogle kilo. Naturligt nok dermed en måned, som bliver præget af begrænsninger for hvad (og hvor meget), der kan spises og drikkes. Det er ikke fordi, at vi har fobi mod kulhydrater, fedt eller olier hjemme hos os – men er blot et fokus på den energimængde, som bliver indtaget. I sagens natur (når der nu hverken er stenaldermænd eller en LCHF-kvinder i nabolaget), bliver det en mere traditionel måde, at se på maden. Alkohol, fedt, olie, sukker, kulhydrater m.m. reduceres, og fokus er på det grønne køkken med kød og fisk bringes i fokus. Specielt grøntsagerne er der rigtig mange af. Og det kan i sig selv være en fantastisk oplevelse!

januar-2015 har dog ikke helt så dogmepræget som det kunne have været og besøg på bl.a. Gorilla og Marchal er der heldigvis blevet plads til. Den tager vi lige lidt længere nede.

Forleden stod den på en asiatisk inspireret ret, med masser af smag. Den hurtige vejledning til en ganske enkelt lækker og sund aftensmad er (til to personer):

500 gram grofthakkede svampe smides i en varm støbejernswok, hvori olien syder (sesam eller peanut). Efter 2 minutter skruer du ned, og tilsætter en hakket rød chili og to knuste hvidløg. Hæld bagefter 1 dl soyasauce i. Jeg bruger en, som har svamperester i sig.

Efter 4-5 minutter er soyasaucen væk, men varm lidt videre ved middel varme. Tilføj evt. en lille skvat olie. Når der er skorpe og farve på svampene tagesde stegte svampe op af gryden.

Hæld lidt mere olie i din gryde, og smid løg-både i, som du har lavet ud af to løg. Tilføj strimler fra ½ rød peber. Tilføj ½ dl soja og lad koge ind. Til sidst tilføjes 250 gram bønnespirer og til sidst lige 2 spsk. fiskesauce. Efter to minutter tages hele herligheden op af gryden.

Smid en steak (200-250 gram) i støbejernsgryden ved høj varme, og hæld 1 spsk. soya ud over steaken. Steg bøffen. Den skal være rød indeni. Bøffen skal hvile i 2-4 minutter. Imens dette sker, skal alle grøntsager tilbage i gryden og varmes igennem.

I starten af tilberedningen har du sat en gryde med vand og salt over til kogning. Heri i kan du tilføje ca. 50 gram fuldkornsnudler, imens steaken hviler.

Du anretter nu (og gerne på lune tallerkener, hvis du har husket at varme dem op i ovnen). Start med at ligge nudlerne i en lille bunke. Fordel de stegte grøntsagerne over. Herefter kom der nogle friske solsikkestængler på. Kun en lille håndfuld per tallerken. Det giver en lækker sprødhed. Derefter skæres steaken ud i tykke stykker og fordeles. Dernæst de stegte svampe, en frisk chili og til sidst koriander – som skal være økologisk, hvis den skal smage af noget på denne tid af året.

En nem og lækker ret, med masser af smag – og som kan spises med god samvittighed.

En oplevelse, som ikke i sig selv giver god samvittighed en asketisk januar, er et besøg på Marchal. Det var første gang, at vi skulle nyde den gode Emborgs kreationer, og spændingen var stor.

Selve restauranten er opdelt, og vi sad i ”for-restauranten”. Stemningen er ikke helt som inde i selve restauranten, men der er flot, roligt, og den ene væg er lavet af glas – og bagved kan ”hele vinkælderen” ses på gulv-til-loft reoler. Et fantastisk syn som afgjort skaber fokus på vin, vin og atter vin. Det er der i øvrigt intet galt i – tværtimod. Og der bliver i øvrigt serveret noget godt vin i løbet af en aften på Kongens Nytorv.

Vi spiste a la carte, som også er eneste mulighed, og med skaldyrsallergi blev udvalget på menukortet halveret. Den yderst behagelige og kompetente tjener forklarede, at køkkenet kunne lave versioner uden spor af skaldyr. Men hvad er havtaskehale med muslingesauce uden muslingesauce? Vi holdt os til retterne uden skaldyr, og fik dermed også de smagsnuancer, som oprindeligt var tiltænkt retten.

Vi startede med stegt pighvar med asier og selleri. Dertil drak vi en Riesling fra Alsace (Weinbach). Den ene fisk var lige netop stegt lidt for længe, men ellers var det en lækker ret og vinens friskhed var med til at holde det hele på et godt niveau.

Derfra sprang den ene side af bordet over en glaseret oksemørbrad med skorzonerrødder og hasselnødsauce, hvortil en Guigal fra Rhone blev serveret. På min side af bordet var der en poussin serveret med jordskok og smørsauce. Poussin’en sad lige i skabet, og var muligvis aftenens skarpeste servering. Vores dygtige tjener, som havde fået frie hænder vedr. vinen (dog med en bemærkning om noget pinot noir til fuglen sikkert ville smage godt) havde med sikker hånd valgt en vin fra Felton Road, New Zealand på netop pinot noir.

Vi sluttede af med henholdsvis en Sarah Bernhardt og en kirsebæris med creme anglaise, syltede bær og citron. De syltede bær var lige til den syrlige side, men ellers var desserten frisk og lækker. Sarah Bernhardt’en blev sendt halvspist tilbage – den var ikke super spændende. Et minus er det her, at der ikke spørges ind til, hvorfor halvdelen sendes tilbage. Det havde været god stil.

Absolut en dejlig aften med god mad som er udført med sikker hånd. Tre retter var rigeligt, og det selvom det egentlig ikke er specielt store retter. Tjeneren fortæller også, at vi skal forvente, at vi skal spise 3-4 retter.

På trods af et par skønhedsfejl, så var det en god oplevelse. Kommer vi tilbage – det må tiden vise. Det kan absolut ikke udelukkes. Dog er 2500 for en aften ikke billigt, og på dette prisniveau er der masser af konkurrence.

Gorillabesøget skal naturligvis også have et par ord med. Her fik vi 10 små-retter for 350 kr. Det var godt, maden blev serveret med sikker hånd. Der var ikke rigtig nogle aha-oplevelser, men omvendt heller ikke noget som faldt igennem. Det begynder måske nok at have ramt et koncept-niveau, hvor fokus er på god mad til få penge og til rigtig mange personer. Det koncept fejler absolut heller ikke noget. Gorilla er ikke en stor oplevelse, men absolut tænkeligt, at vi kommer tilbage. En god aften med god mad og god vin til rimelige penge.

Napa, skirt og bunden af en hval

 Gastroland er egentlig ikke tænkt som et land, hvor anmeldelser af restaurantoplevelser skal offentliggøres. Men engang imellem oplever vi jo alle et eller andet, som er værd at tale om – og det er jo lige præcis dét som Gastroland handler om. Så her følger en undtagelse fra reglen.

I forbindelse med en mindre rejse til San Francisco havde jeg fornøjelsen af en hurtig frokost på CliffHouse, som ligger ud til kysten.

Da vi ankom startede vores venlige tjener med at fortælle os, at hvis vi ønskede vin til maden, så var der halv pris på hele vinkortet – hvilket tilsyneladende er gældende hver tirsdag. En fantastisk besked, og glæden steg markant, da vinkortet blev studeret.

Vi blev alle hurtige enige om, at det var en af de lokale vine, som skulle nydes – og derfra var valget ikke så svært i lyset af vores madvalg, hvor vi endte med en Steak Frites, som bestod af en ”Skirt steak” med ”truffled fries” og en løgkompot.

Vinvalget faldt på en Corison Cabernet Sauvignon, 2010. Den viste sig at passe perfekt til kødet med både dybde, struktur og masser af mørke bær. Den eneste, som jeg har fundet i DK som fører Corison er KKwines – den er lige nu udsolgt, men ifølge KK Wine er den på vej hjem til DK. Dejligt!

Under middagen troede jeg, at vi var tæt på en flank steak. Efterfølgende har det vist sig ikke at være helt galt, men dog heller ikke helt korrekt. Jf. Wikipedia stammer skirt dog fra den del af oksen, som amerikanerne kalder ”Plate”, det sidder lidt længere fremme på oksen end delen som benyttes til flanken. Kirk og Maarbjerg identificerer den del af oksen som værende mellembrystet. Sikkert er det dog, at kødet var fuld af smag – og endnu et eksempel på en spændende udskæring, som vi bare ikke finder i DK.

Umiddelbart lyder trøfler på fritterne lidt vulgært – men den sad lige i øjet, specielt med løgkompotten og rødvinsglacen som var trukket over skirt’en.

Igennem de store panoramavinduer var der henover frokosten udsigt til et par hvaler, som vendte sig ude i bølgerne ikke langt fra kysten. Det var absolut med til at løfte stemningen.

Med andre ord – hvis du er i nærheden af Ocean Road, SF, så tag et smut forbi Cliffhouse. Det er i den grad en omvej værd!