Tag-arkiv: ragu

Spaghetti bolognese

Den helt rigtige opskrift på spaghetti bolognese

Spaghetti bolognese, ragú alla bolognese eller spaghetti med kødsovs. Kært barn har mange navne, men retten findes også i et utal af variationer. Oprindeligt stammer retten fra Bologna i Italien – det kan du også næsten høre af navnet; hvis du lytter rigtig godt efter!

Der findes som sagt mange forskellige versioner, men fælles for dem alle er, at basen er lavet på treenigheden af selleristænger, løg og gulerødder.

spaghetti bolognaise ingredienser

Derefter er næsten alle opskrifter forskellige. Mange bruger at tilføje lidt svinekød – det gør vi også på Gastroland, men det er igennem røget bacon, at svinet kommer ind i opskriften her. Mange bruger lidt mælk og hvidvin – her bruges der alene rødvin.

Det tager minimum fire timer at lave en rigtig version spaghetti bolognese, og det er ikke svært, hvis du er opmærksom.

Når du står med en fantastisk portion spaghetti bolognese (som er en konge værdig), så skal du have valgt en vin; og her kan du gå bredt. Tre gode og lidt forskellige forslag:

En klassisk Chianti, som med fine tanniner og strukturen i vinen flot understøtter bolognaisens konsistens. Det kunne være denne Bertoli, som du finder på Wine Country. Du kan også gå den lidt mere sikre vej og vælge en Dolcetto. Disse er gode til mad med smag, og generelt er det gode madvine, men begrænsede tanniner.

En Lambrusco er det lidt mere vovede valg. Ikke mange danskere tænker rødvin, når Lambrusco er på som en mulighed, men hvis du er i Bologna, så er det vinen, som der oplagt vil blive serveret.

Du skal bruge (4 personer plus en del til fryseren):

1,5 kg oksekød. Gerne forskelligt fedtindhold

3 løg

3 mellemstore gulerødder

3 stængler bladselleri

3 dåser tomat

1 lille dåse tomatpasta

½ flaske rødvin + et glas til dig selv

½ liter kyllingefond/bouillon

½ liter grønsagsfond/bouillon

1 tyk skive røget bacon (2cm tyk) uden brusk

1 bouquet garni (4-5-6 grene med både timian, oregano, bredbladet persille og 2 styk friske laurbærblade bundet sammen med madsnor, så det nemt kan tages op af retten)

4-5 fed hvidløg

½ rød chili uden kerner

Olivenolie, salt, peber og lidt æbleeddike

Tørret spaghetti – gerne en bred version

En god parmesan

En peberkværn

Sådan gør du:

Start med at hælde en god sjat olivenolie i en stor gryde. Derefter steger du kødet af 4-5 omgange, så der kommer lidt stegeskorpe på. Slut af med at svitse tomatpastaen af i gryden sammen med kødet. Tag kødet op, og hæld et glas rødvin op til sig selv, så du lige får tjekket kvaliteten inden det kommer i saucen.

Mere olie i den samme gryde. Nu skal alle grøntsagerne i (det vil sige løg, hvidløg, chili og gulerødder). Husk de skal snittes/hakkes relativt fint først. Skær også din bacon i mindre stykker (tag skindet af) og steg med i gryden. Når løg er ved at være gennemsigtige, så skal det svitsede kød i gryden igen. Nu skal din bouquet garni også i.

Hæld rødvinen i – undtagen det glas, som du selv skal drikke. Lad rødvinen koge stort set helt væk, og hæld derefter begge bouilloner i gryden. Lad det koge lidt ned og hæld de tre dåser med tomat i.

Sæt varmen på 2-3 stykker og lad det småboble. Rør lidt rundt i gryden engang imellem. Det må gerne koge i 4-5-6 timer. Hæld evt. mere rødvin eller bouillon i, hvis du syntes det bliver for tørt, men husk at en god ragú faktisk ikke skal være flydende, den skal faktisk være tæt.

Til sidst smager du til med salt, peber og lidt eddike.

Når du serverer, så husk der faktisk ikke skal ret meget sauce med per person. Du blander en portion al dente kogt pasta med to-tre store spiseskefulde sauce i en dyb tallerken. Frisk sort peber skal kværnes over og slut af med en god parmesanost.

Server med et godt brød til.

Buon appetito!