Tag-arkiv: rejser

Sevilla weekendtur

Postkort fra Sevilla – tapas & sherry i fantastiske omgivelser (Del 1)

Sevilla, Andalusiens hovedstad, ligger egentligt lidt off-beat. Du kan ikke flyve direkte fra København til Sevilla, så det kræver en lille (bitte) indsats at komme til byen, men løsningen er faktisk ganske simpel. Der går nemlig masser af fly til Malaga, hvorfra du både med tog, bus og/eller bil kan tage turen til Sevilla. Det tager ca. to-tre timer med både tog og bil. Selv blev turen tilbagelagt i en lejet bil. Vi var der i november, og det var billigt at leje en bil for en (forlænget) weekend – men pas på fartkontrolkameraerne, der er en del af dem, fandt vi ud ad, da vi var kommet hjem igen!

Efter et par timer i bilen rammer du denne lille varme perle med masser af gamle, snoede og smalle gader, gader som huser et utrolig højt antal tapasbarer og spisesteder, hvor der også serveres store mængder af sherry, vin og øl.

Sevilla tips

Hvad skal du lave – udover at spise, drikke og sove?

Solens varme stråler gør ikke kun godt for de mange appelsintræer, strålerne er heller ikke helt skidt for en nordbo, og selv en dag i november sidder du snildt ude på et plaza og nyder et glas koldt øl i solens stråler, imens du nyder den flotte arkitektur og synet af de mange appelsintræer. Du kan også prøve at plukke en appelsin fra et af de mange træer, men kan dog ikke anbefale det. Appelsinerne på gadetræerne er – som det eneste i den skønne by – stort set det eneste, som ikke kan spises. Hverken i juli eller i november ifølge de lokale retningslinjer.

Ud over maden og vinen er der mange flotte, sjove, spændende ting som kan ses og prøves, når du altså ikke sidder ved et bord/står ved baren med et gas Fino eller Manzanilla i hånden. Idékataloget er ret stort og alsidigt:

Tyrefægtning er stort i byen. Du behøver ikke se en ”kamp”, men tag evt. et smut forbi tyrefægtningsarenaen og få en tour rundt i arenaen. Se Primera fodbold og hep på et af de to lokale hold: FC Sevilla eller Real Betis. Den flotte arkitektur står tydeligt frem, både når du ser katedralen, men også et sted som Plaza de España er helt fantastisk og skal absolut opleves! Et smut til en lokal Flamencobar er oplagt, og hvis du kommer forbi i slutningen af april, så skulle deres lokale festival ”Feria” være helt fantastisk at følge. Men ellers er tapas så afgjort en af de centrale ting for befolkningen i denne hyggelige by, og det kan ses på antallet af spisesteder, men også på kvaliteten og udvalget af tapas, som er virkelig høj – det gælder bare om at komme i gang!

Sherry

Inden vi går om bord i maden, så skal vi lige se på en anden lokal skik!

Ikke langt fra Sevilla finder du de byer, som producerer Sherry. Sherry er en hedvin med en alkoholprocent på omkring 20 pct. Den nydes i stor stil i Sevilla (og specielt i resten af regionen), men i DK er det ikke sådan lige at finde den, og hvis du finder en sherry i DK, så er det typisk den søde og mørke PX eller den tørre hvide Manzanilla, som du finder. De fejler bestemt heller ikke noget, tværtimod, men der findes 6-8-9-10 forskellige typer, lidt efter hvordan det gøres op. Brug lidt tid på at læse op inden du drager ud i nattelivet. Det tager ikke ret lang tid, og gode guides er lige her og her. Hvis din tålmodighed ikke rækker, så kan du også nøjes med nedenstående basale tips:

Drik den tørre Manzanilla eller den meget tørre Fino til fisketapas eller/og hvis du lige skal have samlet kræfterne ved baren. Begge har også ofte en lidt saltet note over sig.

Drik generelt Oloroso, Palo Cortado eller Amontillado til kødet, nødderne, osten og skinken. De er ikke alle lige gode på tværs, men spøg din tjerner, som altid gerne vil hjælpe! Amontiladoen er den mest tørre af de mørke. Oloroso er tør, men med mange nuancer og lidt flere lag. Palo Cortadoen er egentlig en Oloroso, som er gået skævt.

Pedro Ximenez (PX) er den helt søde sherry. Den smager fantastisk, og er en perfekt match til den søde dessert eller den søde tand. Selv nød jeg senest en PX til en sveskeis – virkelig en fantastisk kombination. Opskriften på sveskeis er lige her.

Når du har prøvet de forskellige typer, så kan du begynde at teste VOR og VORS. VOR betyder, at gennemsnitsalderen i flasken er på minimum 20 år og VORS kan trække 30 år ud af flasken. Her er der virkelig nogle spændende oplevelser foran dig!

Du finder bl.a. store udvalg af sherry på glas på tapasstederne Casa Morales og El Rinconcillo – og som ordsproget lyder ”Uden mad og drikke…” så vi skal naturligvis have set på, hvor og hvad vi skal spise til de mange forskellige typer af sherry. Det kommer i Del 2 af Sevilla-postkortet.