Tag-arkiv: rejsetips

tapas sevilla

Postkort fra Sevilla – tapas & sherry i fantastiske omgivelser (Del 2: Sevilla og tapas)

Nu har vi styr på, hvordan du kommer til Sevilla, og hvad du drikker, når du henkastet står ved baren i de gamle bodegaer (Se Del 1 hvis du allerede har glemt det). Nu skal der mad på bordet! Både tapas, en enkelt Michelinrestaurant og desserten som du slutter af med, når du vakler igennem de mørke gade sidst på natten glad og fornøjet efter en aften i denne dejlige by.

Sevilla og Tapas

Sevilla og tapas er som ærter og gulerødder – som Forrest Gump ville sige. De lokale er glade for deres tapas – meget glade; og selvom jeg efterhånden har været mange steder i Spanien, så er det her stedet, hvor jeg tror, at der er flest tapassteder i forhold til byens størrelse. Vi prøvede mange steder og fik virkelig dyrket konceptet med et lille glas ”et-eller-andet” kombineret med en lille bid mad og så videre til det næste sted. Generelt er niveauet højt, men pas lidt på stederne som ligger lige op ad katedralen og rundt om. Niveauet er ok der, men kvaliteten er dog mærket af de mange turister og er generelt lavere (lidt mere neutralt), end hvis du går lidt væk fra området.

De fem bedste tapasoplevelser var (i tilfældig rækkefølge):

El Rinconcillo er ifølge skrifterne det ældste tapassted i byen. Der er både en lille restaurant og en bar. Vælg baren, som dog også har nogle siddepladser. Ved baren bliver du serviceret af alvorlige ældre mænd, som naturligvis er ulasteligt klædt i sort og hvidt! De holder styr på din barregning med kridtnoter direkte på barpladen foran dig. At de så også har styr på maden (fik bl.a. super velstegt svinemørbrad som vi delte) og et imponerede sherrykort med over 30 forskellige sherry på glas og nogle spændende vine fra lokalområdet (bl.a. Garum fra Cadiz) gør det jo ikke dårligere. Prøv Iberico med Oloroso og lidt manchego. Alene på baggrund af sherrykortet kom vi faktisk her to gange henover de tre dage.

Rinconcillo sevilla tapas sevilla

Vineria San Telmo på Paseo Catalina de Ribera byder på velkomponerede og lidt anderledes tapasmuligheder, hvor der også var lidt nordafrikanske toner i et par af serveringerne. Her har de også et afvekslende sherrykort. Absolut et besøg værd!

tapas sevilla tapas sevilla

Delikatessebutikken Maestro Marcelino ligger i nærheden af katedralen, men dog trukket lidt væk fra the beaten track, hvor den ligger stille og roligt på Calle Hernando Cólon. Her bydes på et udsøgt udvalg af skinke og sherry. Der er ikke meget plads, men væbnet med lidt tålmodighed (og et glas Manzanilla i hånden) får du hurtigt et lille bord. En sikker favorit her!

tapas sevilla tapas sevilla

Bodeguita Antonio Romero ligger et stenkast fra tyrefægtningsarenaen, og er dermed et oplagt emne til et efterfølgende stop, når I skal have depoterne fyldt op. Menukortet er lækkert. Vi fik nok turens bedste tortilla her, men også deres torsk med tomat var virkelig lækkert – og der er masser af sherry her også.

tapas sevilla sevilla tapas

Casa Morales må du ikke snyde dig selv for. Ældgammelt, proppet og forvirrende. Men med store gamle lerfade, som i gamle dage blev brugt som vin/sherryfade. Slidt og brugt, men med charmerende udsmykning, et solidt sherrykort og gode tapas er Casa Morales et sted, som skal opleves.

tapas seafood

Vi blev anbefalet Restaurante Casa Robles (Calle Alvares Quintaro) af tjenerne på Maestro Marcelino, da vi spurgte om den bedste seafood i nærheden. Restauranten ligger faktisk tæt på katedralen, og priserne er også lidt høje. Men til gengæld fik vi super lækre seafood-tapas og en lækker lokal hvidvin.

Michelin

Casa Robles og Reconcillo er begge anbefalet i Michelin Guiden, men Sevilla har også et enkelt spisested med en stjerne. Det drejer sig om restauranten Abantal, hvor du for forholdsvis få penge får et varieret bud på spændende menu. Det koster 100 Euro, og de tilpassede menuen så skaldyrsallergien hos min medspiser blev respekteret. Sammen med menuen fik vi en vinmenu, og her spurgte de ind til præferencer, for at få det til at passe sammen.

Michelin sevilla michelin sevilla

Servicen og maden på Abantal er helt ok. Efter danske standarder ville det være en lille stjerne, men generelt er der her garanti for en flot aften. Vi fik en rødvin til hovedretten, som deres sommelier ellers var slemt glad for, men da vi midtvejs i retten alligevel syntes den manglende syre fandt de hurtigt en anden vin frem. Abantal kan varmt anbefales – også for at prøve noget andet, hvis du har 3 eller flere aftener i byen.

Churros

Når du går hjem om aftenen, så er du helt mæt. Alle ens sanser er blevet udfordret, og faktisk kan du ikke klare mere – MEN der en ting mere, som du skal prøv. Indtil Sevilla så opfattede jeg Churros som nogle rør af dej, som har været i den gyldne brønd. Har fået flere gode rør, men har aldrig siddet lige i skabet…..SÅ kom vi forbi Sevilla, hvor vi fandt en enkelt churro-bod, hvor det ikke laves som rør, men som små kugler (æbleskiver). Bare at se hvordan dejen kommer ud at maskinen, og ”churro-kokken” med en saks klipper dejen over, så de små kugler falder ned i den varme olie. Vi fandt den lige overfor katedralen på Calle Alemanes.

Churros nutella Churros i sevilla

Opskrifter

Har du ingen planer om en tur til Sevilla inden for de næste par uger, så kan du her finde nogle ideer til tapas, som du kan lave hjemme i dit eget køkken – og husk at skænke lidt tør sherry til retterne eller find inspiration i Wine Country.

Hellefisk som tapas – inspireret af besøget på Romero i Sevilla.

Oksehale som croquetas – inspireret af de mange oksehaler i Sevilla.

Tomatbrød og tortilla – som altid skal på tapasbordet.

 

Sjov og mad i London – et par tips

Efterårsferien er ofte et tidspunkt, hvor fornuftige mennesker drager sydpå for at få årets sidste solstråler på kroppen. Hos os blev det hurtigt fastlagt, at vi i år skulle på storbyferie. I Nordeuropa. Børnene er store. Faktisk så store, at de både flytter hjemmefra og så hjem igen, så hypotesen var, at vi faktisk alle ville få nogle fantastiske dage i London.

Efter min bedste overbevisning er London en storby i den absolutte verdenselite. I Europa er der reelt få byer, som kan følge med. Og programmet, som vi fik sat sammen, afspejlede også mange forskellige aspekter af London – og mange forskellige interesser.

Fra onsdag middag til søndag middag tilbragte vi fire dage i London. Dagene var pakket med en musical (The Commitments), en fodboldkamp (Tottenham-Liverpool), en Harry Potter tour (Warner Brothers Studio), en komplet afternoon tea seance, masser af timer med at gå rundt og se på bydele, bygninger og mennesker, en tur til Notting Hill for at finde en lokal boghandler fra filmen af samme navn, samt mange timer i butikkerne (der brugte pigerne så mere tid end drengene).

liverpool

Rundt om alle disse aktiviteter ligger de elementer, som er hjørnestenene i enhver rejse: mad & drikke. Nogle af de bedre oplevelser, som vi havde os på turen, kommer her:

Pubs – du skal naturligvis på pub og have en ale og en lager – i de mange afskygninger, som englænderne så flot laver. Pubs er livsnerven i London. Der ligger rigtig mange af dem (men jeg tror faktisk, at Dublin har flere pubs målt per capita). Flertallet af disse er gode og hyggelige steder med dejlig øl og simpel, men ganske fin mad. Pale Ales er generelt en af mine favoritter, men ellers skal jeg ganske enkelt have en London Pride fra Fuller, når jeg er i London. Vi prøvede mange fine pubs på turen. De kan absolut godt bruges til andet og mere end et vandingshul/pit-stop, og vi fik da også nydt en frokost et par gange på forskellige pubs. Fish n Chips gik som vand i ørkenen, de gange vi spiste på pubs. Men også ”Bangers n Mash”, burgers og steak pies fik vi spist os igennem. En rigtig hyggelig pub fandt vi i Notting Hill. Så hvis din kæreste (eller dig selv) absolut BARE MÅ se den boghandel fra Hugh Grant filmen, så tilbyder du, som den perfekte gentleman du naturligvis er, at holde på alle indkøbsposer og pakker, imens kæresten (og børnene) tjekker boghandlen, og du tjekker pubben Hillgate imens. Det er win-win.

Et alternativ til frokost på pubben er bl.a. de food markets, som der ligger rundt omkring. Vi var så fantastisk heldige, at vi boede på en gade, hvor de stillede op til frokost med forskellige boder. Søvnmæssigt betød det dog, at der var meget larm tidligt om morgenen, for at få boderne op. Men derefter var der frit valg mellem pulled pork burgers, alm. burgers, pitarulle med confit canard eller kylling, paella og meget meget mere – og det var kvalitet hele vejen igennem. En super fed oplevelse. Vi boede (Airbnb) på Rupert Street, og de står der fra torsdag til lørdag. Dog er udvalget er mindre om lørdagen. Hvis du får lyst til pulled pork, så finder du Gastrolands bud på to forskellige metoder her.

street food london pulled pork london

På et eller andet tidspunkt skal den klassiske engelske morgenmad indtages. Vi boede i Soho, og meget naturligt endte vi på en lokal cafe: Balans Cafe, Soho. Vi fandt senere ud af, at der er flere af disse rundt omkring i London, men det ændrer ikke ved, at vi her fik en rigtig god morgenmad. Vi prøvede både den klassiske full english breakfast, en sausage og æg sandwich samt en version af Egg Benedicts. God kaffe og god morgenmad. Kan klart anbefales. En fortolkning af den engelske morgenmad finder du iøvrigt lige her på Gastrolands brunchpizza.

Den bedste og sjoveste madoplevelse, som vi havde, er der relativ stor enighed om i familien. Dog ikke enstemmighed, da den lille er meget glad for for fish n chips. Men ellers fandt vi favoritoplevelsen i Kingly Court. En stor gårdhave bag Carnaby Street, hvor 5-8 forskellige restauranter holder til. Vi fik et bord på Whyte & Brown.

WB2 brown n whyte

En restaurant som kun laver mad, hvor kylling indgår. Det er fritgående kyllinger fra et sted lige uden for London, og de laver retter fra forskellige køkkener – dog med samme rene stil på tværs. Vi startede med lidt snacks, hvor vi bl.a. fik kyllingeskind og majskorn og bevægede os derefter over i souvlakis, grillet kylling, løg- og kyllingeburger (fars) med forskellige tilbehør til. Det smagte lækkert, konceptet holder helt og restauranten er rå, men stilrent indrettet. En stor anbefaling herfra! Hvis du lyster en gang gammeldags kylling med sovs, kartofler og agurkesalat, så er der en opskrift lige her.

kylling på tallerken 1

Du må ikke tilbringe megen tid i London uden at besøge en indisk restaurant. Der er absolut mange af dem i gadebilledet, og mange af dem er lækre. Vi endte på restaurant Imli Street i Soho, som ligger på Wardour street i Soho. Der fik vi fantastisk indisk mad med masser af raita, forskellige naans, lammeskanke, forskellige ris og tandoori kylling. Vi sluttede i øvrigt af med æble crumble til dessert, som var fantastisk.

Der går ikke lang tid før, vi skal til London igen – et sikkert valg!