Tag-arkiv: skorzonerrødder

Luksus brunch med stenbiderrogn og brunchpizza

Vi havde fornøjelsen af at nyde en brunch på hotel Nimb før jul. Det var uden tvivl en af de bedste brunchoplevelser, som jeg har haft i mange år; og oplevelsen satte nogle klare forventninger til, hvad en brunch burde indeholde fremover.

Forleden havde vi fødselsdag i det lille hjem, og dermed var der pludselig en mulighed for at lege lidt med konceptet.

Resultatet endte med at byde på klassiske elementer, nyfortolkninger af de klassiske elementer og lidt skæve hapsere, som var med til at binde frokostbordet og morgenbordet sammen.

Vi fik problemer med ovnen, så den faktiske eksekvering kom i en lidt skæv orden, men den ellers tænkte eksekveringsrække var følgende:

Som start op var der et lille glas græsk yoghurt med müsli og lidt honning. Derefter fulgte serveringerne.

Den første servering var stenbiderrogn med rösti, rødløg og græsk yoghurt. De enkelte rösti blev bygget op som mindre hapsere, hvorpå de øvrige elementer lå placeret. Selv rösti’en blev lavet ved at rive ½ kg kartofler. Derefter blev de lagt i vand for at trække stivelse ud, hvorefter de blev vredet i et rent viskestykke for at få så meget vand som muligt ud af disse. Derefter blev der rørt to æg i samt ½ dl. mel. Til sidst blev de stegt på en varm pande med olie og smør. Dette gøres ved at lave en kugle af kartoffelmassen, og så forsigtigt presse kuglen ud på panden.

Servering nummer to (som vi dog endte med at springe over) var også fisk. Stegt torsk, syltede skozonerrødder, rugbrødschips med kars-mayo. Ideen til de syltede skozonerrødder stammer fra fjordrejen.dk, hvor du kan finde en nem opskrift. Billedet er fra en opgraderet version, hvor en rødbede crudite var indarbejdet.

torsk med skorz

Servering nummer tre bestod af det traditionelle, men altid velsmagende del af et brunchbord: boller, forskellige oste og marmelade.

Derefter bevægede vi os over i det varme køkken, og startede med toasts, som var lavet på frisk mozzarella og parmaskinke. Den indvendige side af toasten var smurt med dijonsennep og lidt grøn pesto.

Derefter fulgte denne løg-porre-bacon tærte, hvor hemmeligheden er, at løg og porre skal brændes godt af på panden, så de søde smagsnoter kommer helt frem.

Hovednummeret skulle nu stå sin prøve. På ethvert dansk brunchbord skal der være æg, bacon, pølser og bønner. Jeg kan absolut ikke tage ideen for en brunchpizza, og hvis du googler brunchpizza, så kommer der forholdsvis mange hits op. Gastrolands bud på en brunchpizza finder du her.

Vi sluttede af med hjemmebagte kanelsnurre, som den yngste i familien laver, som hun aldrig har lavet andet. Vil prøve at overtale vores bager til at afsløre opskriften.

I løbet af brunchen var der en crémant på bordet sammen med kaffe, juice og smoothies.

En ting er i hvert fald sikkert: rammer for nogle hyggelige timer med venner og familie er på plads.