Tomatsuppe med chili og koriander inspireret af Mexico og Jamie Oliver

Tomatsuppe her med chili og koriander. Opskriften er inspireret af et kort tv-indslag, hvor Jamie Oliver lavede mad på 15 minutter. Opskriften er ikke identisk med Jamies. Ikke fordi jeg tror, at jeg kan lave bedre mad end Jamie, men fordi jeg ikke kan huske alle de specifikke ingredienser, som Jamie brugte.

Det skal du bruge (Forret 4 personer):

  • 3 dåser god tomat – gerne økologisk
  • ½-1 liter kyllingefond
  • 1 lille dåse tomatkoncentrat
  • 2 løg, snittet og hakket
  • 2 fed hvidløg, snittet
  • 1 rød chili, snittet og uden kerner
  • 1 håndfuld basmartiris
  • 1 spiseskefuld spidskommen
  • 1 spiseskefuld korianderfrø
  • God olivenolie
  • 1 bundt koriander – som skal være økologisk for at smage af noget
  • 1 bundt bredbladet persille
  • 8-10 cherrytomater
  • 2 avokado
  • 200 gram græsk yoghurt
  • 1 glas syltede jalapenos
  • 4-5 stilke frisk mynte
  • 2-3 lime

 Sådan gør du:

Start med at varme de hårde og hele krydderier af på en pande (koriander og spidskommen). Knus dem i en morter efterfølgende. Imens varmer du en spidseskefuld olie på en pande, hvor du først tilsætter løg og efter 3 minutter også hvidløg og chili. Efter i alt fem minutter skal de hårde krydderier i. Her kan du også med fordel tage halvdelen af stænglerne fra både koriander- og persillebundtet og komme i gryden sammen med tomatkoncentratet. Efter et par minutter kommer du dåsetomaterne og 2/3 af fonden i gryden.

Lad suppen koge op. Når den koger skal risen i gryden, og det hele skal småsimre ved middel varme i 15-20 minutter.

Nu skal cherrytomaterne råsyltes. Dette lyder mere frækt, end det er svært. Tomaterne halveres og placeres i en lille skål. Her skal der to-tre skefulde æbleeddike og olivenolie udover. Derefter lidt salt, peber og sukker. Lad det stå indtil suppen er parat.

De to avokadoer skal skrælles og skæres i mindre stykker.

Bland den græske yoghurt med 5 skiver syltet chili og bladene fra to-tre stilke mynte. Blend med en stavblender og smag til. Smag til med lime, salt, peber, mere mynte eller chili.

Til sidst skal suppen blendes med en stavblender. Smag suppen til med lime, salt og peber.

Suppen serveres i opvarmede tallerkner. Midt på bordet står der fade med friske krydderurter, brød, de råsyltede tomater, dressingen og avokadostykkerne.

I Glasset har du kold øl fra Mexico.

Noter om maden retten kan forholdsvis nemt opgraderes til en hovedret. Det kan blandt andet ske ved at friske torskestykke eller kyllingefileter kort steges på panden og serveres som muligt fyld til suppen.