vine til nytår

Vox-pop: Hvad drikker din lokale vinpusher nytårsaften?

Når vinen skal vælges til årets sidste aften, så er der potentielt mange overvejelser som skal trevles igennem. Overvejelserne går typisk lige fra, hvad der skal spises til, hvad dine gæster gerne drikker til gode eller tillokkende tilbud hos din lokale vinpusher. MEN hvad drikker din vinpusher, når han/hun først har lukket ned for dagens butik og sat sig i festligt lag? Det besluttede Gastroland at undersøge og satte gang i en lille vox-pop i den danske vinverden.

Michael Oxvang – Erik Sørensen Vin

Michael er salgschef i Erik Sørensen Vin og har arbejdet 15 år i vinbranchen.

Hvad er der i glasset og hvorfor?

Champagne er hovedvinen for mig nytårsaften. Jeg starter altid med en champagne kl. 18 til nytårstalen. Det plejer at være en vintage champagne af en eller anden slags. I år står den på Bonnaire 1987. Det er en producent, som jeg har fulgt i mange år, og de laver hamrende flotte vine, og jeg elsker stilen.

Hvad er der på din tallerken?

Østers og kaviar.

Bonus info: Vinen koster 1600 kr. hos Erik Sørensen vin. Michael peger dog på Vintage 2009 til 400 kr. fra samme producent som alternativ, hvis du syntes 1.600 kr. lige er i overkanten.

John Krøigaard-Larsen – Theis Vine

John er Vinhandler og ejer af Theis Vine gennem snart 25 år.

Hvad er der i glasset og hvorfor?

Der er en Domaine de Bellene, Les Grands Poisots 2015, Volnay, i glasset.  Nicolas Potels Volnay er lavet på pinot noir fra vinstokke plantet i 1985 på enkeltmarken Les Grands Poisots. Vinen er lagret ca. 12 måneder i barriques, hvoraf kun 25 pct. er nye. Det resulterer i en relativt mørk og struktureret pinot noir vin med nuancer af mørke bær, chokolade og fugtig skovbund. 2015 er en drømmeårgang i Bourgogne, og denne vin matcher min nytårsmenuen som er med vildt.

Hvad er der på din tallerken?

Det bliver fasan. Fuglevildt og Bourgogne er det perfekte match. Kødet er ikke rigtig mørkt, men har alligevel en smule af den sødme, man kender fra vildtet. Og når der indgår svampe i retten, går det hele op i en højere enhed. Pinot noir har nemlig nogle af de samme jordede noter, man møder i svampene. Et skvæt Bourgogne i saucen skader heller ikke.

Bonus Info: Vinen koster 300 kr hos Theis Vine.

Kristian Ishøy – D’wine

Kristian er ejer af D´wine og uddannet Sommelier på Vinakademiet.

Hvad er der i glasset og hvorfor?

Det bliver en A&M årgang 2010 fra Bodegas Asenjo&Manso, Ribera Del Duero. Jeg elsker for det første Tempranillo, og især når det kommer fra gamle vinstokke. Vinstokkene til denne vin runder 100 år i gennemsnit og har et høstudbytte på ca. 700 gr. pr. stok. Det giver en helt vild intensitet og en masse dybde og koncentration, samt en ualmindelig lang eftersmag. I næsen er der masser af aromaer til en vinelsker som mig – der er virkeligt gang i udviklingen af aromaer i glasset. Der er masser af mørke bær, brombær, kirsebær, lakrids, vilde urter, læder, noter af cedertræ, let vanilje, skovbund og chokolade.

Hvad er der på tallerkenen?

Til denne vin giver jeg den et ordentligt skud langtidsstegt amerikansk okseculotte med masser af urter. Til det laver jeg Tripple Cooked Fries, Brandy sauce, og grillede grøntsager.

Bonus info: Vinen koster 899 kr hos D-wine.dk.

Mathias Baun – Andrupvin.dk

Mathias er butikschef hos Andrupvin og planlægger at start sommelieruddannelse op i sommeren 2018.

Hvad er der i glasset og hvorfor?

Min yndlingsvin fra Spanien nemlig Bodegas El Nido, Clio fra 2015. En vin som er rig på aromaer og har en eminent kraftig smag. Der er masser af koncentrerede frugt, krydderier og en smule fad i vinen. Trods den store power i vinen så har den en fantastisk afstemt syre og bløde tanniner.

Hvad er der på din tallerken?

Dansk oksemørbrad serveret med ristede kartofler, kraftig glace lavet på okseben, grillede rodfrugter vendt i persille og hvidløg. Hertil sprøde rodfrugtchips. Mørbraden går perfekt til flasken fra EL Nido.

Bonus info: Vinen koster 279 kr hos andrupvin.dk.

Sune Angel – Cappa.dk

Sune er medejer af Cappa Vin. Sune har arbejdet med vin siden 2003 og fungerer bl.a. som rådgiver for de nye elever på de tekniske skolers tjeneruddannelse.

Hvad er der i glasset og hvorfor?

Der er flere forskellige vine i glassene denne aften, men til forretten skal vi have en økologisk hvid Bourgogne. 2015 Santenay blanc Les Hates fra René Lequin-Colin, Bourgogne. Vinen er valgt til retten, fordi den har de klassiske cremede noter af Lurpak og fennikel, som ofte findes i kvalitets Bourgogne. Samtidig har vinen en lille saltet kant og en dejlig forfriskende Chardonnay-syre, som holder munden ren og frisk.

Hvad er der på tallerkenen?

Vi begynder aftenen med stegt pighvar serveret i dyb tallerken på en bund af kartoffelkuber med burre blanc, kapers og fennikelhår.

Bonus info: Vinen koster 278 kr. hos cappa.dk.

Lasse Lykkested – Oskar Davidsen & Co

Lasse er sommelier og vinkonsulent for Oskar Davidsen & Co. Har arbejdet med vin på gårde og restauranter i snart 15 år.

Hvad er der i glasset?

Hovedvinen til nytårsaften bliver en årgangschampagne med lidt alder på, nemlig en Comte de Marne Grand Cru 2008. Den passer perfekt til skaldyr, hvor syren spiller rigtig fint sammen med de lidt fede og søde noter i specielt en kammusling.

Hvad er der på tallerkenen?

Hummer og kammusling som understøtter champagnen, som hører nytår til.

Bonus info: vinen koster 690 kr. hos skjold-burne.dk, men Lasse peger på, at du sagtens kan finde en vintage til under 500 kr., hvis du kigger dig lidt omkring.

Thomas Dam – Laudrup Vin

Thomas er Sortimentschef hos Laudrup Vin & Gastronomi.

Hvad er der i glasset?

En gennemgående vin for aftenen bliver Eben Sadie Voetpad, Swartsland, 2016 fra Sydafrika. En vin med struktur som en rødvin, lav ph, ekstrem balance og moden med salte og mineraler. Til hovedretten åbner vi derudover også en Mount Eden Estate Cabernet Sauvignon, 2011 fra USA.

Hvad er der på tallerkenen?

Det bliver en klassisk ”Jyde nytår” med Oksekød, to saucer, pommes anna og en grøn salat.

Bonus info: Voetpad kan købes hos Laudrup Vin til 405 kr. v/12 flasker. Thomas peger på en Alheit Cartology også fra Sydafrika som et billigere alternativ til 255 kr v/ 12 flasker.

Gastroland

Du kan også søge mere inspiration i wine country,  hvor Gastroland har anmeldt mere end 60 vine gennem 2017.

Hvad er din nytårsvin i år?

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *